Spring til...

Velkommen til vellidt og velkendt veterankoordinator

Marlene Bilenberg er Slagelse Kommunes nye veterankoordinator.

Fra og med 1. februar hedder Slagelse Kommunes nye veterankoordinator Marlene Pia Bilenberg. Hun blev udvalgt af et enigt ansættelsesudvalg ud fra et stærkt felt på 9 ansøgere.

Og det er en både velkendt og vellidt veterankoordinator, der nu kan sætte sig i stolen, når en veteran har brug for hjælp, støtte, sparring eller bare et sikkert rum at være i.

Marlene kommer fra en stilling som virksomhedskonsulent ved Arbejdsmarked, Rådgivning og Integration i Slagelse Kommune, men har, siden afgangen af den tidligere veterankoordinator i november 2022, løftet en stor del af opgaven overfor kommunens tidligere udsendte. Marlene kender derfor allerede både samarbejdspartnere og veteraner i kommunen godt.

Og hun er en vellidt samarbejdspartner, der således var blevet anbefalet til stillingen af blandt andet Formand for Danmarks Veteraner & Veteranstøtten Nils Hartvig, Politi- og Centerchef Søren Vægter fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt andre lokale interessenter indenfor området.

Privat lever Marlene selv sammen med en veteran, da hendes forlovede har været udsendt for det danske forsvar to gange, til henholdsvis Balkan og Afghanistan. Hendes perspektiver på veteranproblematikkerne har derfor ikke kun en faglig vinkel, men er også formet af erfaringer fra eget liv.

Flere oplysninger

  • Veterankoordinator Marlene Pia Bilenberg
    Tlf.: 58 57 94 44 / 51 44 04 58
    E-mail: mabil@slagelse.dk
  • Arbejdsmarkedschef Peter Sidelmann
    Tlf.: 58 57 36 00 / 30 46 27 08
    E-mail: petes@slagelse.dk