Spring til...

Stor donation fra A.P. Møller Fonden skal formidle verdensarv på vikingeborgen Trelleborg

Slagelse Kommune har modtaget en bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 15 mio. kr., der skal bruges til at opføre et udsnit af Harald Blåtands imponerende vikingeborg.

Illustrationen af Den Genskabte Borg er udarbejdet af Over Byen Arkitekter

Trelleborg kom på Unescos Verdensarvsliste i september 2023, og nu bliver formidlingen af Harald Blåtands unikke verdensarv for alvor vakt til live. Slagelse Kommune har modtaget en bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 15 mio. kr., der skal bruges til at opføre et udsnit af Harald Blåtands imponerende vikingeborg. Bevillingen supplerer øvrige bidrag fra Augustinus Fonden, Lokale- og Anlægsfonden samt Slagelse Kommune. Projektet er nu fuldt finansieret, og forventes færdigt ultimo 2026.

Der venter de besøgende endnu flere enestående oplevelser på vikingeborgen Trelleborg, når et udsnit af den oprindelige vikingeborg genskabes og tager de besøgende tilbage til livet på vikingeborgen i år 980. Udsnittet, Den Genskabte Borg, opføres som en rekonstruktion i 1:1 med støtte fra flere fonde.

Styrker formidlingen og oplevelsen af unik verdensarv

- Allerede i dag kan man komme tæt på borglivet, som det blev levet på Harald Blåtands tid på Trelleborg. Med etableringen af Den Genskabte Borg får vi mulighed for at gøre formidlingen og oplevelsen af verdensarven endnu stærkere og mere nærværende for de besøgende, når de kommer til at stå overfor en rekonstruktion af det imponerende forsvarsværk, som Harald Blåtand opførte. Vi er rigtig glade for, at A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og Lokale- og Anlægsfonden deler vores ambitioner om at genskabe et udsnit af borgen, så vi kan styrke formidlingen og oplevelsen af vores fælles verdensarv, siger borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents.

Bevillingen på 15 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden gives til at opføre en autentisk rekonstruktion af Trelleborg, som kan gøre formidlingen af vikingernes historie på den bedst bevarede af de fem vikingeborge mere levende. Rekonstruktionen omfatter et kvart udsnit af den oprindelige borg med vold, palisade, voldgrav, bro, port, svelleveje og tre langhuse. Ud over bevillingen fra A.P. Møller Fonden har Den Genskabte Borg også modtaget 15 mio. kr. fra Augustinus Fonden, 4.500.000 kr. fra Lokale og Anlægsfonden samt 25 mio. kr. fra Slagelse Kommune. Derudover er der også dialog med Trelleborg Fonden omkring støtte til projektet. Der er i alt afsat 59,5 mio. kr. til projektet.

Projektet er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem Slagelse Kommune og Nationalmuseet. Det skal fortælle Trelleborgs historie og arkæologiske baggrund i nye autentiske rammer via aktiviteter og formidling om livet på borgen.

Tiltrække flere besøgende og nye målgrupper

- Trelleborg og de øvrige ringborge er en vigtig hjørnesten i danmarkshistorien og har som verdensarv en unik plads i verdenshistorien. Med rekonstruktionen af borgen ser vi frem til i endnu højere grad at kunne tage besøgende med ind i et autentisk miljø, hvor de oplever livet, som det blev levet på borgen, da Harald Blåtand regerede i 980’erne, med både krigere, håndværk, handel og familieliv. På denne måde kan vi tilbyde større oplevelser og en bedre forståelse af borgens betydning. Vi håber, det vil tiltrække flere og nye målgrupper til Trelleborg, siger Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet.


Flere oplysninger